Musikformidling

og Projekter

Skole-koncerter

En af de koncertformer – som jeg synes er meget interessant – er musik for børn. Her på siden vil jeg fortælle om tre projekter jeg har lavet/været en del af. Et selvskrevet projekt kaldet “Fyrtøjet”, et projekt jeg deltog i kaldet “Genklange” og Nordfyns Musikskoles skolekoncert, som jeg assisterede i.

Fyrtøjet

Jeg valgte at lave Fyrtøjet, fordi jeg synes det kunne være interessant og virkningsfuldt at skrive et musikteater-stykke, som fra starten er tænkt med inddragelse af lytterne (børnene) og med en form for interaktivitet, i stedet for at det er blevet “sat på” senere.

Forestillingen skifter mellem musik og fortælling, ofte ved at musikken spejler handlingen eller iscenesætter den. Opsætningen kræver et orkester med strygere, træ- og messingblæsere, akkordeon og slagtøj samt en fortæller og to hjælpere til at koordinere publikum. Der er også koreografi, som børnene deltager i.

Fyrtøjet introducerer mange forskellige instrumenter til publikum, hvilket forhåbentlig kan skabe interesse for musik. En overvejelse var orkestrets placering, da publikum i vores opførelser naturligt kom tættere på, hvilket ikke ville være muligt på en traditionel scene.

Musikernes rolle var at spille musikken, men vi overvejede også, om de kunne være mere aktive i fortællingen. For eksempel kunne de deltage i marchen ved at trampe i takt, hvilket ville styrke oplevelsen for børnene.

En vigtig del af projektet var publikumsinddragelse. Vi havde øvet introduktioner og bevægelser på forhånd, så børnene vidste, hvad de skulle gøre. Blandingen af aktiv deltagelse og lytning gav en god balance, og vi overvejede, hvordan vi kunne gøre dialogen med børnene endnu bedre, f.eks. ved at lade dem stille spørgsmål til musikerne.

Genklange

Jeg har medvirket i Genklange både i 2023 og 2024 og er i gang med forberedelserne til 2025. Genklange er en organisation, der arbejder for at gøre klassisk musik tilgængelig for børn i alderen 3-8 år.

Genklanges “Klassiske forløb i daginstitutioner” består af tre elementer:

  • Den Klassiske Musikkuffert
  • Musikalske Workshops
  • Klassiske Koncerter

Min rolle var at spille en koncert med en messingtrio (trompet, trombone og tuba). Vi arbejdede med børnene gennem musikalske aktiviteter, hvor de kunne lytte, marchere og forestille sig forskellige scener.

Vores program bestod af:

  • Ungarsk Dans af Brahms – børnene pegede på musikernes roller.
  • Beethoven March – børnene marcherer til musikken.
  • Mendelssohn – børnene lå og forestillede sig efterårsblade falde.
  • Røvervise fra Kardemomme By – børnene listede rundt til musikken.
  • Børnesang “Solen er så rød mor” – fællessang.

Vi lærte meget om, hvordan man sammensætter et program, der både holder børnenes opmærksomhed og præsenterer klassisk musik på en legende måde. En idé til fremtidige projekter er at inkludere mere visuel stimulering, f.eks. billeder eller animationer, for at styrke forbindelsen mellem musikken og historiefortællingen.

BACHELOR-KONCERT

Min bachelorkoncert var en kombination af teknisk udfordrende og musikalsk formidlende værker.

Tanker bag koncerten

Mit mål med koncerten var at skabe en dynamisk og engagerende oplevelse for publikum, hvor både musikalsk variation og visuel præsentation spillede en stor rolle. Jeg ønskede at gøre koncerten til en sammenhængende fortælling, hvor værkerne ikke bare stod alene, men var en del af en større dramaturgisk udvikling.

En vigtig del af koncerten var også at vise min alsidighed som trompetist, både i repertoirevalg og instrumenter. Jeg valgte værker, der krævede forskellige trompeter (Bb-, C- og piccolo-trompet samt kornet), og som repræsenterede en bred stilistisk spændvidde.

Udvælgelse af værker

Programmet bestod af:

  • Fanfare dans le style d’une ouverture (egen komposition)
  • Arutiunian: Trumpet Concerto in Ab Major
  • Ewazen: To Cast a Shadow Again (udvalgte satser for barytonsanger og trompet)
  • Torelli: Trumpet Concerto in D Major (spillet på piccolo trompet)
  • Thorvald Hansen: Romance (arrangeret af mig for symfoniorkester og kornet)

Lyssætning og brug af salen

Jeg valgte en mørklagt sal for at skabe en intens oplevelse, hvor lyset blev brugt til at understøtte stemninger i værkerne. Ensemblet var placeret forskelligt gennem koncerten for at skabe visuel dynamik.

Mundtlig formidling

Jeg valgte at præsentere værkerne mundtligt i stedet for at skrive programnoter, så publikum kunne følge koncerten mere intuitivt. Jeg introducerede hvert værk kort, fortalte om komponisten og gav lyttevejledninger, så oplevelsen blev mere tilgængelig.

ANDRE PROJEKTER

Odense Skole- og Ungdomsorkester (OSU) – dirigent & musikalsk leder

Repertoireplanlægning, sammenspil på tværs af niveauer, talentudvikling m.m.
Da jeg tiltrådte stillingen i sommeren 2025, gik arbejdet straks i gang med OSU’s store 75-års jubilæum. Et vildt og inspirende projekt, som vi alle kom godt igennem.

Slagelsegarden – dirigent og musikalsk leder

Ansvar for sæsonplan, prøvelogistik og koncert-/marchrepertoire. Målet er en tydelig orkesterlyd, rytmisk præcision og motiverende prøver, der løfter helheden.

Peder Most Garden – forhenværende dirigent

Siden sommeren 2024 har jeg dirigeret et messingorkester i Svendborg. Mit arbejde med Peder Most Garden har givet mig erfaring med at instruere og arrangere for brassband. Fokus har været på sammenspil, klang og musikalsk formidling.
I 2025 modtog jeg dirigentprisen ved AAMUK (Sektion C), og vi vandt ligeledes sektionen.


Dansk Basunfestival

Dansk Basunfestival blev startet med det formål at styrke det nationale sammenhold omkring basunmusik og udvikle interessen og det faglige niveau blandt danske basunister.
I 2024 fungerede jeg som producent for festivalen og var ansvarlig for kommunikationen med undervisere, koncertgivere, frivillige og de tilmeldte. Festivalen, der blev startet af Andreas Clemmensen i 2020, inviterede til den første nationale festival i 2022, hvor 90 basunister deltog i en weekend fyldt med sammenspil, koncerter og masser af musik i Odense.
Jeg har ligeledes rollen som producent, ved den kommende Dansk Basunfestival 2026.

Julekoncerter og kirkekoncerter

Jeg har arrangeret og deltaget i jule- og kirkekoncerter, hvor programmet har været sammensat med fokus på stemning og musikalsk variation. Derudover arbejder jeg på at udvikle et duo-koncept med orgel og trompet i samarbejde med Thomas Obeth.

Fremtidige visioner

Jeg arbejder på at etablere nye koncertformater, hvor publikum i højere grad bliver en del af musikken gennem interaktion og formidling. Her ser jeg potentiale i at kombinere traditionelle koncertformer med mere eksperimenterende formater.